Gå til hovedindhold

Officiel åbning af Krop og Kærlighed festival 2024

Vær med til at skyde Krop og Kærlighed festival 2024 i gang med talks og musik af blandt andre Gry Jexen og Angående Mig.

Rådmand Christian Budde har inviteret gæster med på scenen for at kickstarte samtalen om krop, seksualitet, kærlighed, køn og identitet.

Gry Jexen i samtale med Pernille Albrechtsen fra KØN 

Gry Jexen, historiker og forfatter til Instagramprofilen, podcasten og bogen “Kvinde kend din historie”, fortæller i en samtale med Pernille Albrechtsen fra KØN – Gender Museum Denmark om krop, køn og kærlighed i historien. 

Gry Jexen har gennem de sidste seks år formidlet danmarkshistorie som podcastvært, forfatter, foredragsholder, tv-tilrettelægger og skribent. I fokus er kvinderne. Målet er nemlig at skrive kvinderne ind i historien på en mere moderne og positiv måde. 

Koncert med Angående Mig 

Køn, opvækst, sex, forfald og stolthed – og en uhørt kropslig ærlighed; Angående Mig er ude med sin debutplade “MANDEN I MIG”. 

Angående Mig har med hastige skridt besat den danske scene med sin helt egen lyd, der blander hiphoppens tunge 808, singer/songwriterens akustiske guitar og punkens absolutte vrede og desperation, der tvinger enhver lytter til rent faktisk at lytte.  

Tidligere på året udkom første-singlen til det spritnye album, “mor R stærk”, og kort før sommeren landede anden-singlen, “Sommerfugl”, som blev P3’s uundgåelige. Nu er hun aktuel med sit længe ventede debutalbum “MANDEN I MIG”, der med et tilbageblik i sin egen provinspubertære virkelighed, fortæller en historie om køn, opvækst, sex, forfald og stolthed. 

Sidst opdateret: 29. august 2024