Gå til hovedindhold
Tipien

Hengivne hilsener – fra kærlighedsbrevet til Tinder

Kan du huske, hvornår du sidst har sendt et håndskrevet brev? Vær med, når Post A Letter Aarhus fortæller kærlighedsbrevets historie og giver dig mulighed for selv at sende en håndskreven hilsen afsted til din udkårne.

Gennem tiden har kærlighedshilsener taget mange former, fra pen på pergament i stearinlysets skær til hemmelige skriblerier forseglet med voks, der vidnede og værnede om en hengivenhed, man måske ikke kunne sige højt. I dag er de håndskrevne kærlighedserklæringer blevet sjældnere, og det skrevne ord er i høj grad blevet udskiftet med swipes, likes og emojis.

Post A Letter sørger for alt, hvad du har brug for af materialer, fra penne og papir til kuverter, sakse og klistermærker. Frimærker er sponsoreret af PostNord og materialer af Krop og Kærlighed festivalen. Der er frimærker til max to breve per person, og de kan sendes til adresser overalt i verden. 

  

Om Post A Letter Aarhus

Post A Letter Aarhus er en frivilligdrevet pop-up brevstation, der over i 10 år har afholdt gratis events i Aarhus med støtte fra PostNord. Initiativet har gennem årene sendt tusindvis af breve afsted til alle hjørner af verden og samarbejdet med blandt andre REUSE, Det Kgl. Bibliotek, BogGods, Læseforeningen og GENLYD. 

Sidst opdateret: 16. juni 2025