Berør – med ændret krop
Hvordan (gen)finder man lyst, intimitet og nærhed, når kroppen har forandret sig efter en ulykke? Få et sjældent og ærligt indblik i det intime liv med en rygmarvsskade gennem fotobogen "Berør – med ændret krop. 15 nuancer af lyst."
)
Oplev fotografier af Natascha Thiara Rydvald, der portrætterer 15 par og singler med en rygmarvsskade, som viser, hvordan de har (gen)opdaget intimitet, nærhed og sanselighed i en forandret krop, og hør deres personlige erfaringer med lyst, krop og seksualitet efter en skade.
Du får også faglige eksperters indsigt i intimitet, rejsningsproblemer, kommunikation og selvaccept.
Bogen udfordrer forestillingen om, at lyst og intimitet kun hører bestemte kroppe til – og minder os om, at lyst er foranderlig for alle men særligt for mennesker, der kommer ud for en ulykke, men også at lysten kan genfindes gennem hele livet.
Der bliver givet 50 udgaver af bogen gratis ud forskellige steder på pladsen – måske du er så heldig at få en?
Om bogen
Berør – med ændret krop. 15 nuancer af lyst er udgivet af UlykkesPatientForeningen og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter med støtte fra Offerfonden.
Den er skabt for at inspirere og give nye perspektiver på seksualitet og nærhed, særligt for mennesker med et handicap, men også for pårørende og fagpersoner.
Fortællingerne kan både læses og høres via QR-koder i bogen.
Bogen kan bestilles på www.ulykkespatient.dk/beror mod betaling af porto eller hentes på Specialhospitalet for Polio-og Ulykkespatienters lokationer i Aarhus og Rødovre, så længe lager haves.